Enevælde 1660-1849

Et herregårdshistorisk undervisningsforløb målrettet ungdomsuddannelser.

Den danske adels- og herregårdshistorie fra enevældens indførelse i 1660 over landboreformerne i 1700-tallet og frem til grundloven 1849 er omdrejningspunktet for dette undervisningsforløb, der består af to lektioner med fremstillingstekster, arbejdsspørgsmål og kildetekster. Forløbet er designet således, at det kan indgå som nummer to i rækken af de tre undervisningsforløb i historieundervisningen på ungdomsuddannelser, der tilsammen dækker perioden 1536-1919. Begge lektioner under dette forløb er udformet, så de kan relateres til elevernes egen samtid, og kildetekster såvel som opgaver er alle udvalgt ud fra et relevanskriterium. Materialet kan eksempelvis anvendes som en del af et kronologiforløb for 3.G. Som forberedelse til forløbet kan klassen med fordel se undervisningsfilmen Enevælde 1660-1849. 

Ved at anvende alle tre undervisningsforløb med hver to til tre lektioner, øves elevernes kronologiforståelse og indsigt i den historiske forandringsproces. Målet med undervisningsmaterialet er, at eleverne opnår kompetencerne til at kombinere viden om centrale udviklingslinjer i Danmarks og Europas historie i perioden 1660-1849 med fordybelse i periodens styreformer, konflikter, ideologier og samfundsklasser. Herregårdenes og adelens historie fungerer i undervisningsmaterialet som prisme for en belysning af sammenhængen mellem den lokale, nationale og globale udvikling. Opgaver såvel som fremstillingstekster har fokus på udvikling af demokrati, menneskerettigheder og lighed i lokalt, nationalt og internationalt perspektiv. 

Lektionsoversigt:

1. Lektion – Det ældre enevælde. 
2. Lektion – Selviscenesættelse og hofliv i 1700-tallet.

Faglige mål:

• Eleven kan analysere eksempler på samspil mellem materielle forhold og menneskers forestillingsverden.
• Eleven kan forklare samfundsmæssige forandringer og diskutere periodiseringsprincipper.
• Eleven kan reflektere over mennesket som historieskabt og historieskabende.
• Eleven kan indsamle og systematisere informationer om og fra fortiden.
• Eleven kan bearbejde forskelligartet historisk materiale og forholde sig metodisk-kritisk til eksempler på brug af historien.
• Eleven kan demonstrere viden om fagets identitet og metoder.
• Eleven får overblik over brud og kontinuitet i forhold til adelstanden.
• Eleven kan læse og analysere autentiske kilder.

Didaktisk metode:

Klasseundervisning, pararbejde, gruppearbejde med fokus på induktivt princip samt visuel indlæring.

Aktiviteter i forløbet:

• Baggrundsmateriale læses hjemme som lektie og gennemgås efterfølgende i grupper.
• kildeanalyse i grupper.
• Fremlæggelse af kildeanalyserne i grupperne.

Spørgsmål til baggrundsmateriale:

Hvordan kan den ældre enevælde beskrives? Hvilken hofkultur skabte enevælden? Hvordan ændrer adelens rolle sig med indførelsen af enevælden? Hvordan kan den ældre enevælde karakteriseres? Hvordan og med hvilke midler forsøgte kongemagten at ensrette det danske rige i perioden?

Baggrundsmateriale: Læs om enevælden og enhedsriget her.

Faglige begreber: 

Enhedsrige, landskabslove (Jyske Lov, Sjællandske lov), Kongeloven 1665, Danske Lov 1683, fælles embedsstand, fæstebonde, rangsystem, grevskab og baroni.

Opgave 1, spørgsmål til baggrundstekst:

Diskuter den læste tekst i grupper og kom med svar på nedenstående spørgsmål, som efterfølgende fremlægges for resten af klassen.

1. Hvad var herregårdens og herremandens rolle i renæssancesamfundet?
2. Hvordan forandredes denne rolle efter enevældens indførelse?
3. Hvordan ønskede kongen, at det enevældige program skulle gennemføres?
4. På hvilke områder ønskede den enevældige konge at reformere riget?
5. Hvad betød reformerne?
6. Hvilke administrative opgaver havde godsejerne under det ældre enevælde?

Opgave 2, kildeanalyse:

Gruppearbejde med kildeanalyse inklusive besvarelse af analysespørgsmål.
Analysen af kilderne indledes med fastsættelse af afsender-modtagerforhold samt bestemmelse af kildetype, troværdighed og ophavssituation.

Kilder:

• Ceremonimester Otto Ludvig Rabens dagbog. Læsefokus: Rabens opgaver og sprog.

• Uddrag af E. S. F. Reverdils memoire, nedskrevet mellem 1789-92.                          Læsefokus: Hvilke udvikling beskriver han, og hvori består hans kritik?

• Gemaksordinansen, 25. maj 1671 samt fremstillingstekst.                                 Læsefokus: Gemakkernes struktur og regler.

Kilde: Uddrag af Otto Ludvig Rabens dagbog 30. august til 6. september 1764

Læsefokus: Rabens opgaver.

Introduktion: Grev Otto Ludvig Raben beskriver i sin dagbog et tætpakket program for tjeneste- adelen ved hoffet. Den tjenestegørende adel måtte i længere perioder forlade deres godser for at være til tjeneste ved hoffet. Som ceremonimester assisterede Raben sammen med overceremonimesteren, overhofmarskallen ved formelle opgaver. Biografien bidrager med et stykke mikrohistorie, hvor grev Raben i sin dagbog giver et indblik i det aristokratiske miljø i 1700-tallet.

30. Dinerede på Frederiksberg hos min søster Reventlow og souperede hos hende i København. Prinserne og prinsesserne ankom til byen.
31. Kongen er ankommet til byen. Dinerede og souperede hos overhofmarskallen. Modtog ordre til i fire dage at udfylde funktionen som overhovmester hos den ældste prinsesse Sofie Magdalene.
September.
1.Dinerede hos overhofmarskallen. Prinsesse Carolines bryllup med arveprinsen af Hessen blev celebreret ved hoffet, i kongens antechambre, hen ad kl. 8 om aftenen og af [øverste hofpræst] Quist. Derefter spisning i buntet rad i appartementssalen, mit nr. 26 var sammen med grevinde Sponneck den ældre, husene omkring slottet var illumineret, ved midnat gik hver til sit. Min svoger kammerherre Huitfeldt fik det hvide bånd [Dannebrogsordenen].
2. Har fulgt den ældste princesse to gange i slotskirken, om morgenen var det [pastor] Bloch, om eftermiddagen [den tyske hofpræst] hr. Bluhme, dinerede i Rosen hos enkedronningen. Souperede hos overhofmarskallen.
3. Kur hos prinsessen, og heg har haft den ære at præsentere admiral Rømeling, den unge grev Scheel [Christen Scheel (gammel Estrup)] og monsieur Bülow, kammerherre hos dronning Julie [Juliane], for hende. Om eftermiddagen bal og spisning i buntet rad hos kronprinsen, hvor Hans Majestæt Kongen, prinserne og prinsesserne sammen med hele hoffet var til stede. Prinsesserene dinerede også hos kronprinsen. Dinerede og souperede hos marskalbordet.
4. Den regerende dronnings fødselsdag, prinsesserne dinerede hos kronprinsen, der var bal og spisning i buntet rad ved hoffet, illuminationer i byen, min søster Eleonores bryllup med unge grev Scheel blev også declareret denne dag. Dinerede og souperede ved Marskalbordet.
5. Kongen, dronningen og prinsesserne dinerede ved enkedronningen og tog af sted til Fredensborg, midt på dagen havde den ældste prinsesse den nåde at tage afsked med mig, og jeg havde den ære at ledsage hende i vognen med dronning Julie [Juliane]. Dinerede hos overhofmarskallen. Min bror Sigfred, Zumhagen og jeg tog hjem i åbne vogne, natten i Køge.

(Jens Henrik Koudal: ”Grev Rabens dagbog.
Hverdagsliv i et adeligt miljø i 1700-tallet.” Udg. af Syddansk Universitetsforlag, 2013)

Kilde: Uddrag af E. S. Reverdils memoire, nedskrevet mellem 1789-92

Læsefokus: Hvad kritiserer Reverdil?

Introduktion: Élie Salomon François Reverdil var født i Schweiz i 1732 og kom efter sin uddannelse ved Universitet i Genéve til Danmark i 1758. Reverdil opnåede at blive den psykisk ustabile Christian 7.’s fortrolige og fungerede efter Christian 7.s tronbestigelse i 1766 som dennes kabinetssekretær. Reverdil var meget inspireret af den franske oplysningsfilosofis tanker om frihed og lighed, hvilket bl.a. gjorde ham til en fortaler for landboreformerne og medførte en kritisk holdning til det danske stands- og rangssamfund. Livet igennem fulgte Reverdil udviklingen i Danmark, og hans memoire giver ikke bare en udlændings beskrivelse af centrale personer og samfundsudvikling i Danmark i anden halvdel af 1700-tallet, men også en kritisk vurdering og analyse af disse.

Det er næsten blevet til et ordsprog, at i Frankrig spørger man først, når talen er om en ny mand: ’Er det en dannet mand? Er han elskværdig?’ I Tyskland: ’Er han af en familie, der kan blive optaget i stifterne?’ I Holland: ’Hvor stor er hans formue?’ I England: ’Hvad stof er han af?’ I Danmark er der et andet spørgsmål, som går forud for alle hine: ’Hvilken karakter har han?’, hvorved man ikke forstår den moralske karakter, men titlen, graden (…) Enhver har sin nøje angivne plads og har gang og sæde derefter, ikke blot ved hoffet og ved højtidelige lejligheder, men også overalt, hvor folk træffer sammen. Går man fra det ene værelse til det andet for at sætte sig til bords med sine venner, sker det i den rækkefølge, ens rang medfører, og tjenerskabet må byde tallerkener og kopper om, efter som gæsterne er stillede på rangstigen. Man nævner ikke en mand simpelthen ved hans navn, hvad der ville være en utilgivelig grovhed; man er ’hr. konferensråd’, ’hr. linieskibkaptajn’ osv. Jeg har kendt en mand, som var ’hr. generalkrigsforsyningskommissæren’; det var hans karakter, men det var ingenlunde hans hverv at forsyne hæren; han ledede et krudtværk og kanonstøberi, og krigskommissærerne måtte gøre handler med ham. Træffer man tilfældigvis i et selskab en begavet og dygtig mand, som går sidst ind ad døren, sidder nederst ved bordet, som kort sagt ingen karakter har, og man så spørger, hvem han er, får man til svar: ’Han er ingenting.’ (….)
(…) Den, som henslår sig på krigstjeneste til lands eller vands., kan gerne have tjent i tyve år og dertil endog være af en velset familie, han vil dog se sig sprungen til år og mere forbi i grad af en mand, der har sat hele sin tilværelse ind på at færdes i de kongelige gemakker uden at gøre mindste nytte. Ja, hvad mere er, efter en vis tids forløb kræver den, der har foretrukket at holde sig ved hoffet, lønnen for sine tjenester, og jo flere år har arbejdet på at udygtiggøre sig, des større fordringer stiller han. Han forsømmer ikke at fremhæve i sine ansøgninger, at kongen bør støtte sin adel og at en mand af en vis rang ikke vil kunne leve af lidt. (…)
Det er værd at lægge mærke til gennem hvilken udvikling man er nået til disse urimelige forhold. I begyndelsen af århundredet, for ikke at gå længere tilbage, havde kongen fire kammerherrer, der skiftedes til at gøre tjeneste. Deres vigtigste hverv var at modtage kongens hat, når han satte sig til bords, og at blive stående bag hans stol, indtil han fritog dem derfor.
Rangforordningen inddeler de betitlede i ni klasser, og hver klasse har flere underafdelinger, i alt 101, og det er maget således, at der i hver klasse findes officerer og borgerlige embedsmænd. Hoffolkene står i de fem første klasser.

(Struensee og det danske hof, 1760-1772, 2. udg. 1917.)

Gemaksordinansen, 25. maj 1671:

Læsefokus: Gemakkernes struktur og regler

Introduktion: I maj 1671 udstedte Christian 5. (født 1646, regent 1670-1699) en gemaksordinans, der fastslog reglerne for, hvem der havde adgang til kongens gemakker og dermed til kongens person. Efter etableringen af enevælden i 1660 blev der indført et stærkt centraliseret og mere bureaukratisk styre. Den tidligere så privilegerede og indflydelsesrige adel blev gradvist erstattet med en ny embedsstand af borgerlig oprindelse som et led i styrets forsøg på at konsolidere den enevældige magt.
Gemaksordinansen var én af tre love som Christian 5. udstedte den 25. maj 1671, der havde til formål at etablere rammerne for den relativt nyindsatte konges styre. Lovene var udarbejdet af kongens gehejmesekretær, Peder Schumacher Griffenfeld (1635-1699). Ifølge Gemaksordinansen skulle de personer, der ønskede foretræde for kongen vente i det gemak, som passede til deres rang fastsat i den nye rangforordning.
På Københavns Slot lå kongens private gemakker på første sal i Kongefløjen, dette blev kaldt ‘det tredje gemak’, og foran kongens private audiensgemak,lå andet gemak og første gemak. I første gemak – også kaldet ’det grønne gemak’ på grund af farven på væggene – havde næsten alle embedsmænd, adelige, officerer, gejstlige, landsdommer, borgmestre, rådmænd og fornemme borgere fri adgang. I andet forgemak havde gesandter, gehejmeråder, riddere og højere militære og civile embedsmænd, biskopper og Københavns borgmester adgang. I tredje gemak var der kun adgang, hvis man var opfordret direkte af kongen, eller man som embedsmand havde et berettiget ærinde. Hvis nogen uberettigede trængte sig frem til monarken, skulle gemaksforvalteren og livgarden straks træde ind.
Det enevældige styre ønskede med forordningen at fremstille kongen som en omsorgsfuld monark, som undersåtterne kunne få adgang til.
Gemaksordinansen af 25. maj 1671 afløste en tidligere gemaksordinans fra 11. maj 1670.

De tre love var:
1. Gemaksordinansen – der regulerede adgangen til kongen.
2. Rangforordningen – der placerede et nyt enevældigt embedshierarki med kongens embedsmænd i toppen af det sociale hierarki frem for den gamle fødselsadel.
3. Greverne og Friherrernes privilegier – der definerede, hvem der kunne blive optaget i en nyetableret adelsstand som grever eller baroner.

Anden Gemaks-Ordinantze:
Giøre Alle vitterligt, at eftersom Vi alle, særdeles Vore egne kiere og troe Arve-Undersaatter, gierne enhver efter sin Stands og Vilkaars Leylighed frie og ubehindret Tilgang til Os allernaadigst ville have forundt og bevilget; da paa det saadan Tilladelse og bevilgede frie Access og Adgang ikke af een eller anden skulle misbruges, Os selv til Forhindring og Umagelighed, haver Vi allernaadigst for Got anseet, efterfølgende Gemaks-Ordinantze derom at beskikke og forordne, nemlig:
At udi det Første Anticamera[1] eller Forgemak, det grønne Gemak kaldet, her paa vort Kongel. Slot Kiøbenhavn, skal Indgangen frie og ubehindret være tilladt ald Adelen og fornemme Stands-Personer, saavel Geistlige som Verdslige.
Udi det Andet Anticamera, eller Forgemak, skal indlades alle Fremmede Herrers og Potentaters[2] Ministre af hvad Caracteer de og kand være, indtil Residenter inclusive, alle Vores Geheime-Raader, Græver, Frieherrer, Riddere, alle høye Hoff- Krigs- Cancelie- Skatkammers- Admiralitets- og andre Betiente[3], efter den Orden, som de udi Forordningen om Rangen antegnet findes, indtil Kammer-Junkerne inclusive, hvad heller de endnu virkelig udi Tienesten eller Emeriti[4] ere.
Udi det Tredie paafølgende Vores egen ordinaire Audience-Gemak, skal ingen uden Vores Ober-Kammerherrer, Geheime Kammer-Secretairer, og den Kammerherre eller Kammer-Junker, som Opvartning haver, understaae sig at indkomme, med mindre Vi ham til Os fordrer eller kalde lader, undtagendes de af Vores Raad, hvis Nærværelse Vi til nogen Collegial-Relation, eller anden Deliberation[5] kunde behøve, savelsom de Secretairer, som noget hos Os haver at lade underskrive, eller at referere, og det ikkun paa de Tider slige Sager, efter et hvert Collegio i sær givne Instruxes Formelding, skulle forhandles, og da dog strax efter forrettet Ærinde sig ud af Gemaket igien forføye. Ellers skal alle og enhver holde sig ude af det Gemak, og udi de andre to Forgemakker, som forbemeldt er, forblive, ey giørendes Ulyd i en eller anden Maade, hvorom og Vores Gemaks-Forvaltere de Vedkommende med Beskedenhed skulle erinde, og om denne Vores Gemaks-Ordinansse enhver sømmeligen advare, at de ikke videre, end som foreskrevet staaer, kommer, med mindre de, om slige høflig Advarsel intet frugter, paa andre Maader vilde være tilrettesatte, hvormed da Vores Ober- og Kammerherrer flittig og god Indseende skulle have, at dette ubrødeligen holdes og efterkommes. Derefter alle og enhver sig allerunderdanigst haver at rette, ladendes det ingenlunde.
Kiøbenhavn d. 25 May 1671.

(danmarkshistorien.dk)

Ordforklaring:

• Anticamera= Latin/italiensk for forværelse
• Potentat= fra det latinske – potens, om en indflydelsesrig og mægtig person eller statsoverhoved.
• Betiente= Kongelige embedsmænd.
• Emeriti= en embedsmand der pga. alder eller svagelighed er afgået fra embedet
• Deliberation= rådslagning, forhandling.

Opgave 3, arbejsspørgsmål til kildeanalyse:

Analysen af alle tre kilder indledes med fastsættelse af afsender-modtagerforhold samt bestemmelse af kildetype, troværdighed og ophavssituation. Til slut fremlægger grupperne deres kildeanalyse på skift, hvor spørgsmålene til de enkelte kilder også besvares.

Kilde: Otto Ludvig Rabens dagbog:
Spørgsmål: Oplist de opgaver, som Otto Ludvig Raben varetager.
Beskriv hans sprog.
Hvilke oplysninger om Otto Ludvig Rabens selvforståelse kan udledes af dagbogen?

Kilde:  E. S. F. Reverdils memoire:
Spørgsmål: Hvilke opgaver varetager Reverdil ved hoffet?
Hvilke udviklinger beskriver E. S. F. Reverdil i sit memoire?
Hvori består hans kritik?
Hvilken udvikling inden for hoffet beskriver han?

Kilde: Gemaksordinansen, 25. maj 1671:
Spørgsmål: Hvilke personer måtte være i hvilke gemakker?
Hvilket element i datidens danske samfund afspejler Gemaksordinansen?
Hvilke muligheder havde ikke- adelige for at søge foretræde hos kongen? 

Kilde 1: Portræt af Ludvig d. 14.

Iscenesættelsen af kongen var en fortsættelse af middelalderens helliggørelse af kongemagten, som blev personificeret af Ludvig den 14. Som ung optrådte han på scenen og til sportsarrangementer og lod sig gerne portrættere i klassiske positioner- for eksempel som den romerske gud Apollon, der var stærk og erotisk tiltrækkende. I Versaillestiden blev han fjern og ophøjet som på dette berømte portræt af Hyacinthe Rigaud fra 1701. Maleriet findes i dag på Louvre.

Kilde 2: Portræt af Frederik 5.

 Carl Gustaf Pilo: Frederik V i salvingsdragt, ca. 1750. Svenskeren G. G. Pilo var dansk hofmaler fra 1747, hvor Frederik 5. blev salvet. På portrættet refererer Pilo til selve salvingsceremonien ved at lade det salvede område på kongens pande fange lyset. Selve salvingsceremonien skulle anskueliggøre den nye, enevældige majestæts udødelighed. Kongeværdigheden skulle vises i hele sin uforanderlighed. Derfor indtager Frederik 5. en positur, som minder om menuettens danseposition, og Pilo får fremvist både kongemagtens symboler og salvingsdragtens detaljer.

Maleriet findes i dag på Statens Museum for Kunst. Foto og tekst: Statens Museum for Kunst.

Kilde 3: Portræt af Hertug Frederik Carl af Plön.

Hertug af Plön Frederik Carl sammen med sin familie foran en havepavillon ved slottet Traventhal i hertugdømmet Plön. Maleri fra 1759 af Johann Heinrich Tischbein den ældre. Frederik Carl fik ingen sønner, og efter hans død arvede den danske krone derfor kongedømmet. Maleriet befinder sig i dag på Frederiksborgmuseet.